X
  • Ingen produkter på listen
X
  • Ingen produkter på listen

Restaurant køkken indretning – Sådan skaber du det perfekte flow

indretning af pro køkken

Drømmen om at åbne en restaurant starter sjældent med en tegning af køkkenet. De fleste ser for sig en smuk spisestue, glade gæster og dampende retter. Men sandheden er, at det hele står og falder med det der foregår bag svinddørene. Et godt indrettet køkken er forskellen på en stresset aften med kaos og en travl service der bare kører.

I denne artikel deler vi vores erfaringer med restaurant køkken indretning baseret på mange års arbejde i branchen. Vi har hjulpet med at sætte over 100 køkkener op gennem årene, og vi har set hvad der virker – og mindst lige så vigtigt – hvad der ikke gør.

Hvorfor flowet i køkkenet er vigtigere end du tror

Når du planlægger din restaurant køkken indretning, handler det i bund og grund om én ting: flow. Råvarerne skal bevæge sig logisk fra modtagelse til tallerken uden at folk krydser hinandens veje mere end nødvendigt. Det lyder simpelt, men det kræver faktisk en del omtanke.

Tænk på det som en engangsrute. Beskidte varer kommer ind i den ene ende, og færdige retter sendes ud i den anden. Opvask skal helst ikke blande sig med tilberedning, og kølezonen bør ligge tæt på modtagelsen. Hvis du får det flow til at fungere, har du allerede vundet halvdelen af kampen.

I et dårligt indrettet køkken løber personalet bogstaveligt talt ind i hinanden. Det skaber stress, fejl og i værste fald ulykker. I et velindrettet køkken derimod kan selv et lille team levere imponerende resultater, fordi alt bare glider.

De fire zoner du skal tænke i

Et professionelt restaurantkøkken kan deles op i fire hovedzoner. Hver zone har sit eget formål, sit eget udstyr og sine egne krav. Her er et overblik:

ZoneFormålVigtigste udstyr
Modtagelse og opbevaringModtag råvarer, tjek kvalitet, opbevar korrekt ved rette temperaturerIndustrikøleskab, fødevarereol, fryseskab, tørvarelager
Forberedelse (koldt parti)Skær grøntsager, partér kød, saml salater og kolde retterRustfrie borde, kølebord, grøntsagssnitter, pålægsmaskine
Tilberedning (varmt parti)Stegning, kogning, friturestegning, bagning – selve madlavningenIndustrikomfur, friture, stegeplade, grill, industriovn
Anretning og serveringAnret færdige retter, hold maden varm, send til tjenerneVarmemontre, varmelamper, serveringsvogn, anretningsbord

Ud over de fire zoner skal du også huske opvasken, som fortjener sin egen dedikerede plads. Mere om det senere.

4 Zoner
4 zoner

Modtagelse og opbevaring

Det hele starter ved bagdøren. Råvarer skal modtages, tjekkes og opbevares hurtigt og korrekt. Her har du brug for tilstrækkeligt med køle- og frysekapacitet samt tørvarelager. En fødevarereol i rustfrit stål er guld værd til at holde styr på lageret.

Det er vigtigt at tænke på, at denne zone skal ligge tæt på indgangen og have nem adgang til køkkenet. Ellers ender du med at slæbe tunge kasser tværs gennem hele lokalet, og det er hverken effektivt eller sikkert.

Forberedelse og det kolde parti

Næste station er forberedelseszonen. Her sker alt det grundlæggende arbejde: grøntsager skæres, kød parteres og salater samles. Du har brug for rigeligt med bordplads i form af rustfrie borde, gerne med hylder under til opbevaring af GN-bakker og redskaber.

En god grøntsagssnitter kan spare enormt meget tid i denne zone. Hvis du også laver smørrebrød eller kolde retter, er et kølebord med plads til GN-bakker i toppen helt uundværligt. Det holder temperaturerne nede og giver dig arbejdsplads og køl i ét.

Tilberedning og det varme parti

Hjertet af ethvert køkken er det varme parti. Her står komfuret, frituren, stegepladen og ovnene. Placeringen af dette udstyr definerer i høj grad resten af din restaurant køkken indretning, fordi alt andet skal indrettes i forhold til det varme parti.

Det er helt afgørende at du har nok strøm og eventuelt gas til dine maskiner. Vi har desværre oplevet kunder der bestilte en helt ny friture, men ikke havde tjekket om de havde de rigtige sikringer. Resultatet var to dage uden pommes frites, fordi der ikke kunne skaffes en elektriker her og nu. Sørg altid for at få afklaret el-kapaciteten inden du bestiller.

Udsugning er et andet vigtigt element. Uden ordentlig ventilation samler fedt og damp sig, og det påvirker både arbejdsmiljøet og hygiejnen. Sørg for at emhætten matcher dit udstyrs kapacitet.

Anretning og servering

Den sidste station inden maden forlader køkkenet er anretningszonen. Her skal der være god belysning, bordplads til tallerkener og nem adgang til varmelamper eller varmemontre. En serveringsvogn kan gøre det nemmere at transportere færdige retter til tjenerne.

Denne zone skal ligge tæt på døren ud til restauranten. Det virker oplagt, men vi har set overraskende mange køkkener hvor kokkene skal gå hele vejen rundt for at nå ud til gæsterne.

Opvask og hygiejne fortjener mere opmærksomhed

En zone som tit bliver undervurderet er opvasken. En professionel opvaskemaskine er en investering der hurtigt betaler sig hjem i form af sparede arbejdstimer og bedre hygiejne. Placer opvasken så beskidt service kan komme direkte fra restauranten uden at passere forberedelseszonen.

Tænk også over afskylning, sortering og tørring. Et par rustfrie borde på hver side af opvaskemaskinen gør underværker for arbejdsgangen. Og husk at have ordentlig plads til affaldshåndtering i nærheden.

Planlæg din restaurant køkken indretning trin for trin

Når du skal i gang med at planlægge, er det en god idé at gå systematisk til værks. Her er de trin vi anbefaler baseret på vores erfaring med over 100 køkkenprojekter:

  • Start med at tegne lokalet op med nøjagtige mål – inklusiv døre, vinduer, el-stik, vand og afløb
  • Fastlæg dit koncept og din menutype. En pizzeria har helt andre behov end en brasserie eller en kantine
  • Placer det varme parti først, da det er det dyreste og mest krævende at flytte bagefter
  • Tænk i flow: Råvarer ind fra den ene side, færdige retter ud fra den anden
  • Kontrollér el-kapacitet og gasinstallation inden du bestiller udstyr
  • Mål alle døre og passager – kan udstyret komme ind? Det er en klassisk fejl at glemme
  • Husk plads til affald, rengøringsartikler og personaleomklædning

Det lyder som en masse, men hvert enkelt trin sparer dig for dyre overraskelser senere. Vi har stået i situationer hvor køleskabet ikke kunne komme igennem døren, og vi måtte ringe efter en glarmester for at tage en rude ud. Den slags vil du gerne undgå.

Det udstyr der gør størst forskel i din restaurant køkken indretning

Valget af udstyr afhænger selvfølgelig af dit koncept, men der er nogle kategorier der går igen i næsten alle restaurantkøkkener.

Køl og frys

Køleborde, industrikøleskabe og eventuelt fryserum udgør fundamentet i ethvert køkken. Køleborde er ekstra smarte fordi de kombinerer køl og arbejdsplads. Vælg modeller med plads til GN-bakker så du nemt kan integrere dem i din forberedelsezone.

Koge- og stegeudstyr

Industrikomfurer, friturer, stegeplader og grills er kernen i det varme parti. Tænk over om du har brug for gas eller el – og om din installation kan håndtere det. En god friture med vandaftapning gør rengøringen langt lettere, og en kraftig stegeplade er uundværlig til alt fra burgere til panini.

Ovne og varmholdning

En industriovn er en af de mest alsidige maskiner du kan investere i. Den kan bruges til alt fra brød og pizza til gratinering og sous vide. Supplér med varmholdningsudstyr til færdige retter der venter på servering, så maden holder den rigtige temperatur.

Borde, hylder og opbevaring

Rustfrie borde er rygraden i ethvert professionelt køkken. De er holdbare, hygiejniske og nemme at rengøre. Investér i borde med hylder under, så du udnytter pladsen optimalt. Hyldesystemer og fødevarereeoler til dit kølrum hjælper med at holde orden og overholde Fødevarestyrelsens krav til opbevaring.

De praktiske faldgruber ingen taler om

Gennem årene har vi set en del fejl der går igen. Det er sjældent det store udstyr der skaber problemer – det er de praktiske detaljer som bliver glemt:

  • Dørbredde: Kan dit køleskab eller din ovn overhovedet komme ind? Mål altid dørene, ikke kun pladsen i køkkenet
  • El og sikringer: En industrifriture kræver typisk en kraftigere sikring end en almindelig stikkontakt. Få en elektriker til at tjekke inden du køber
  • Gulv og afløb: Et restaurantkøkken har brug for gulvafløb og skridsikkert gulv. Det er dyrt at eftermontere
  • Ventilation: Udsugning skal dimensioneres til dit udstyr. For lidt udsugning giver kondens, lugt og dårligt arbejdsmiljø
  • Plads til bevægelse: Der skal være mindst 120 cm fri passage mellem arbejdsstationer, gerne mere

Brug denne tjekliste inden du bestiller udstyr. Print den ud og sæt flueben efterhånden som du får styr på hvert punkt:

Lokalet

☐  Lokalet er tegnet op med nøjagtige mål (inkl. døre, vinduer, søjler)

☐  Alle dørmål er tjekket – udstyret kan komme ind

☐  Gulvtype og afløb er vurderet

☐  Ventilation og emhætte er planlagt

El og installationer

☐  Elektriker har tjekket sikringer og kapacitet

☐  Gas er afklaret (hvis relevant)

☐  Vand- og afløbstilslutninger er kortlagt

☐  El-stik er placeret korrekt i forhold til udstyrets placering

Flow og zoner

☐  De fire zoner er placeret med logisk flow

☐  Opvask er adskilt fra forberedelse

☐  Anretningszonen ligger tæt på udgang til restauranten

☐  Der er min. 120 cm fri passage overalt

Udstyr

☐  Køl og frys er dimensioneret til dit behov

☐  Det varme parti er samlet i én zone

☐  Rustfrie borde giver nok arbejdsplads

☐  Opvaskemaskine er valgt og tilslutning afklaret

☐  Affaldshåndtering og rengøring har faste pladser

Hvad koster det at indrette et restaurantkøkken?

Det korte svar er: Det varierer enormt. Et lille cafékøkken kan indrettes for 50.000-100.000 kr i udstyr, mens en fuld restaurant køkken indretning nemt løber op i 300.000-500.000 kr eller mere. Det afhænger af dit koncept, størrelsen på lokalet og om du vælger nyt eller brugt udstyr.

Vores råd er at investere i kvalitet på de maskiner du bruger mest. Et godt komfur og en pålidelig ovn holder i mange år og giver færre driftsstop. På de ting du bruger sjældnere, kan du ofte finde gode løsninger i et lavere prissegment uden at gå på kompromis med funktionaliteten.

“Et godt køkken handler ikke om at have det dyreste udstyr – det handler om at have det rigtige udstyr, på det rigtige sted, med den rigtige strømforsyning.”

Vi tilbyder desuden leasing af storkøkkenudstyr, som kan være en smart måde at sprede investeringen over tid. Det giver dig adgang til topkvalitet uden den store engangsinvestering.

Min egen erfaring fra den anden side af køkkenbordet

Det her er ikke bare teori for mig. Jeg har selv stået i et travlt pizzeriakøkken i Nordsjælland, hvor jeg lavede pizzaer, skar råvarer og betjente kunder. Jeg har også hjulpet til på en café på Østerbro med alt fra burgere til franske bistroklassikere. Den erfaring har givet mig en helt anden forståelse af hvad der fungerer i praksis, og hvad der bare ser godt ud på en tegning.

Når du selv har stået og manglede plads til at anrette fire retter samtidig, eller har skullet løbe tre gange rundt om køkkenøen for at hente noget fra køleskabet, så forstår du pludselig hvorfor gennemtænkt restaurant køkken indretning gør hele forskellen.

Så hvor starter du?

Hvis du sidder med et tomt lokale og en drøm om en restaurant, så start med at tegne. Tegn dit flow, placer dine zoner og tænk grundigt over de praktiske detaljer. Ring til en elektriker og få afklaret hvad dine sikringer kan håndtere. Og mål dine døre – det kan ikke siges for tit.

Hos Gastroudstyr.dk har vi solgt storkøkkenudstyr siden 1972, og vi hjælper dig gerne med at finde det rigtige udstyr til netop dit køkken. Vi kender maskinerne, vi kender de typiske udfordringer, og vi ved hvad der holder i længden. Giv os et ring på 70 60 50 44 eller kig forbi vores webshop – vi er klar til at hjælpe.

Få branchens skarpeste guides og eksklusive fordele

Gør som 2500 andre. Hold dig opdateret med vores nyheder og konkrete guides direkte i din indbakke. Som medlem får du desuden adgang til vores sjældne rabatkoder og kampagner, som vi aldrig deler offentligt.

Ingen spam. Du bevarer kontrollen og kan afmelde dig med 1 klik.

Del nu

Email
Facebook
Twitter
LinkedIn
Pinterest
Reddit

Relaterede Nyheder

gastroudstyr logo
Oversigt over beskyttelse af personlige oplysninger

Denne hjemmeside bruger cookies, så vi kan give dig den bedst mulige brugeroplevelse. Cookieoplysninger gemmes i din browser og udfører funktioner som at genkende dig, når du vender tilbage til vores hjemmeside og hjælpe vores team med at forstå, hvilke dele af hjemmesiden du finder mest interessante og nyttige.